Stenalderhavets udbredelse i det nordlige Jylland

Abstract

For snart Hundrede Aar siden paaviste den danske Geolog G. Forchhammer, at det nordøstlige Danmark i en Del af den postglaciale Tid havde ligget lavere end i Nutiden. Endvidere fandt han ved Maaling af hævede Havstokke, at den derpaa følgende Hævning af Landet havde været stærkest mod Nordøst, og at den aftog mod Sydvest til en Linje trukket fra Nissum Fjord mod SØ til noget Syd for Nyborg. Sydvest for denne Linje laa de højeste Havstokke ikke højere end den øverste Tanglinje, og nogen Landhævning havde altsaa ikke fundet Sted her. Senere Aars Undersøgelser har fuldt ud bekræftet disse Iagttagelser. Ved geologisk-arkæologiske Undersøgelser er det endvidere lykkedes nærmere at bestemme det Tidspunkt, da Landet i det nordøstlige Danmark laa lavest. Dette Tidspunkt, Landsænkningens Maksimum, falder i store Træk sammen med det Afsnit af den danske Ældre Stenalder (Campinien), der er karakteriseret ved Affaldsdyngerne (Kjøkkenmøddingerne) og Skivespalter- eller Ertbølle-Kulturen. Andre, først og fremmest svenske Forskere, har yderligere udvidet vort Kendskab til Niveauforandringerne efter Istiden og disses Samtidighed med kendte klimatiske og arkæologiske Perioder.