Lillebeltsler og London Clay

Abstract

I Aaret 1909 omtalte nu afdøde Professor N. V. Ussing i sin Artikel i Tidsskriftet ”Ingeniøren”: ”Et Par Bemærkninger om Jordbundsforholdene paa Overfartsstederne” Forholdene ved Lillebelt paa følgende Maade: ” ... Helt anderledes er Jordbundsforholdene i Lillebælt. Dettes smalleste Del er en dybt nedskaaret Rende, der ikke alene gaar tværs gennem Istidsdannelserne, men endda et Stykke ned i disses Underlag; og det sidste er ikke Kridt eller Kalksten, men ”plastisk Ler ”. Hvad vi betegner med dette Navn, er en ensformig, overmaade fast, sandfri Lerart, absolut uigennemtrængelig for Vand, men i Modsætning til Morænemergelen tilbøjelig til langsomt at blødes op til en sej Vælling, hvor den ved Jordoverfladen er i stadig Berøring med Vand, hvorved voldes de bekendte Skred. I Konsistens (og for øvrigt ogsaa i Dannelsestid) svarer det plastiske Ler meget nær til det i lngeniør kredse maaske bedre kendte London Clay … ” Denne sidste Bemærkning er det sikkert, der har foraarsaget den blandt Ingeniører gældende Anskuelse, at det plastiske Ler i Lillebælt, der i det følgende vil blive kaldt Lillebæltsler, og London Clay er nøje sammenhørende, ikke alene i Alder, hvad jo har mindre Interesse for Teknikere, men ogsaa i Konsistens, d.v.s. i Kornstørrelse, i Henseende til Plasticitet , Vandsugningsevne o.s.v.