Nordvestsjællands Geologi

Abstract

Nordvestsjælland er den mest uregelmæssige Del af Sjælland, hvad Form og Overfladeforhold angaar. De lange Odder, der alle peger mod Vest og Nordvest, de fremtrædende, lange, buede Højdedrag og naturgivne Kysters tungede Forløb med de mange Bugter og dybe Indskæringer giver tilsammen et Landskabspræg, som gør Nordvestsjælland fuldstændig enestaaende, ikke blot inden for Sjælland, men inden for hele det danske Landskab. Som noget helt for sig ligger de fremtrædende Odder og Næs. De har allerede i den danske Geologis Barndom været Genstand for vaagen, geologisk Interesse. I 1810 nævner Henrich Steffens i sine »Geognostisch-geologische Aufsatze«, at man »ved Kalundborg skal have fundet Spor af Sandsten, ja, endog af Granit«. Det laa for ham nær at samstille Røsnæs med Kullen i Skaane, eftersom han gik ud fra, at Sydvestsveriges Grundfjæld strakte sig vidt mod Vest, udgjorde Bunden af Kattegat og traadte i Dagen i Hirtsholmene ved Frederikshavn. I sin første Danmarks Geologi i 1835 nævner Forchhammer vel ikke udtrykkelig Røsnæs, men paa det medfølgende Kort ligger Næsset i den Linie, fra Rügen, over Møns Klint til Mors, langs hvilken han mente, at der havde fundet Hævninger og Forstyrrelser Sted, hvorved Undergrundens Lag var skudt op til Jordoverfladen. Da han nogle Aar senere, i 1840, besøgte Røsnæs og her saa de forstyrrede, opskudte Lag af Plastisk Ler, var det naturligt, at han deri fandt en Bekræftelse af de Forestillinger, han havde om Danmarks geologiske Opbygning.